Stedblomster

Én af de absolut hårdeste temaer i vores hverdag er dine og mine børn - og derigennem fælles opdragelse. Det er dagligt et af de områder hvor det kræver indsats, fokus og hele tiden forhandlinger. Min kæreste har en dreng på 7 år og jeg har to drenge på henholdsvis 5 og 7 år. 
Hvorfor er det at børn som ikke er ens egne, blot kræver noget mere indsats? De kan være nuttede, søde og rare - men vi oplever hele tiden at få nok af hinandens unger. Stedbørnene kræver bare en større indsats.


Dét var måske netop den konklusion, som vi skulle komme til, før det blev nemmere. Man har bare ikke den samme line over for andres børn, og selvom man elsker dem - så ser man bare de irriterende sider hyppigere. 


Selvom det skal være lige, så er vi nået til den konklusion at det bliver aldrig helt lige. Men accepten af denne indstilling; og især at man med fuld tryghed kan udtrykke dette for hinanden, det har været tricket for os.


Hvem er værst min eller kærestens dreng? De er vist lige gode om det, én hiver i hår og en anden sparker. :)