Sider

torsdag den 24. marts 2011

Livet i en spillehal

Bare én gang mere - måske er vi heldige denne gang? Det lykkedes mig at skyde denne film i Las Vegas.




Rigtigt, der sker intet. Livets totale meningsløshed bliver eksponeret for fuld skrue når man besøger Las Vegas. En hel by med tidsfordriv, underholdning, fest og farver. Spil om penge er en interessant tanke. Drømmen om at få meget, for en meget lille indsats tiltrækker os vel grundlæggende som mennesker.


Personligt har jeg de samme drivkræfter. Kan man gennemføre en god hushandel i et stigende marked, købe aktier på dette tidspunkt, vælge en karrierer profil som har stor værdi. Alle områderne handler om at profitere maksimalt af indsatsen, men forskellen er nok at man har/føler at man har større indflydelse på oddsene.


I mit professionelle liv har jeg lige besøgt Las Vegas igen. Har været der flere gange på konferencer. Selvom jeg har en trang til at fordømme stedet og deres mennesker, må jeg blot betragte det som et udtryk for vores natur. Vi har det nok alle i os.


Finalen


Personligt er jeg ikke den store gambler, men deltog trods alt i en Poker turnering med 50$ indskud, og blev nr 2.

onsdag den 16. marts 2011

De nye rammer

Det var aldrig en nem beslutning at trække sig fra sygdom til Grith, og etablere et nyt liv. Det tog flere år at acceptere det dybt inde i mig selv, og det kostede nogle turbulente år.


Men beslutningen var rigtig, og jeg vil altid anbefale andre i samme situation at gøre det samme. Er du pårørende til en dødelig syg, og processen er lang og sej – kan det være en nødvendighed for børnene, dig selv og dit øvrige liv. Grith og jeg har bibeholdt en stærkt relation og jeg føler mig stærkere end nogensinde til at støtte, være far – også når udsigterne er nedslående og håret faldet af.


Min drøm var at skabe nogle nye rammerne for ungerne, men det tog langt længere tid end jeg havde forventet – at blive mentalt klar til at komme videre.




Min ventil til at håndtere mine kvaler og ikke mindst de modsatrettede tanker, var at dyrke idræt. Ekstremt idræt, og jeg havde brug for at træne mange timer om dagen. Det bragte mange spændende eventyr, oplevelser og relationer; men min krop blev til et redskab for at håndtere frustrationen.
Pludselig er motivationen eller lysten at skulle være så fraværende fra mit sind forsvundet – løbeturene er blevet korte, håndvægtene lidt mindre, cykelturene forbeholdt det gode vejr.

søndag den 6. marts 2011

Giftemål

Ewa og jeg skal giftes, og hvor jeg dog glæder mig. Det er med en stor ro at jeg har truffet den beslutning.


Ewa og jeg har lært hinanden at kende mens tingene var svære, men selvom livet var hårdt, nød vi hinanden og udviklede et stærkt forhold.






Thomas Willer som er en ung frisk præst skal vie os i Regen kirken i København d. 13 august 2011. Thomas har både for mig og vores forhold været til kæmpe inspiration, og Thomas taler om spirituel udvikling på et niveau hvor selv den mest vestlige målfokuserede iværksætter kan være med.


Vi glæder os til at dele vores ægteskabspagt med venner, familie og bekendte.


Kirken danner perfekt ramme for at tale om vores forhold og fremtid, og jeg glæder mig til at prædike ☺ - Thomas har lovet jeg får lov.


Det ville være skønt at se jer alle i kirken. Når vi har fastlagt tidspunktet skriver jeg igen, men vi regner med at det bliver kl. 14:00.