En aftale for livet

Grith og jeg lavede en aftale for livet – for hinandens skyld og børnenes fremtid. Vi fik børn efter Grith var blevet diagnosticeret med hendes uhelbredelige sygdom, og vi brugte tid på at snakke forskellige scenarier igennem.

Selvom det gjorde ondt, besluttede vi at jeg skulle starte et nyt liv når hun engang var død. Jeg skulle genfinde kærligheden i et nyt forhold, og lave nye rammer for ungerne. Vi havde begge to tænkt at hendes proces ville blive kortvarig og jeg havde forestillet mig en enkel proces som var kort: sygdom, dødsfald, sorg og nyt liv – men sådan skulle det ikke helt gå. På trods af det ikke helt gik så ”enkelt”, så har jeg i dag oplevet at det er lykkedes mig at skabe nye fantastiske rammer for vores fælles børn. Min 5-årige søn med min kæreste i nedenstående video.

I min bevidsthed som 20-årig var det en heltegerning at give Grith muligheden for at få børn, selvom udsigterne så dystre ud – jeg følte mig stærk og overbevist om at det ville være muligt at komme videre.

Efter 5 års konstante påmindelser om sygdom, operationer og kontrolscanninger begyndte det at fylde for meget i vores liv. I takt med at bevidstheden hos ungerne steg, blev udsigten til livet som alenefar pludselig knapt så ønskværdigt. Samtidig blev Grith ramt at en uheldig bilulykke, hvor jeg var fører af bilen, som udløste en alvorlig hjerneblødning. Vi kæmpede sammen i 1 år for genoptræning og for at forsøge at reetablere et normalt liv med kommunale støtter i hjemmet, genoptræningscentre og konstant fælles frustration over hendes forandrede adfærd.

Efter denne bilulykke havde vi begge fået en forsmag på hvor omfattende det kan være når hjernen rammes. Vi vidste også at den positive udvikling vi havde set efter ulykken, ville gå præcist den modsatte vej når svulsterne igen begyndte at bevæge på sig. Langsomt nedsættelse af mentale og fysiske funktioner – personlighedsforandring. Grith var allerede blevet en helt anden, og det var jeg i øvrigt også.

Jeg skriver mere om beslutningen og processen omkring netop dette, men Grith og jeg besluttede at flytte fra hinanden og starte det ”nye” liv. Dén beslutning skulle sidenhen vise sig at være den sværeste beslutning jeg har truffet i mit liv; og det har taget flere år at komme overens med netop den beslutning.

Mor er syg - igen

Hvad siger man til sine børn når lægerne siger mor skal dø af cancer? Hvad nu hvis de kan helbrede - hvordan håndtere man hele den situation. 


Det er ikke nyt for os, fordi hun var allerede diagnosticeret og opereret inden vi fik børn - og selvom lægerne ikke anbefalede os at få børn, trodsede vi anbefalinger og satte to knægte i verden.

Mange mennesker spørg hvordan det er at være far og skulle forklare sine børn, at deres mor er kræftsyg. Grith som er min ekskone, lider af en uhelbredelig hjernecancer. Og hun er blevet opereret 3 gange siden 2002, og været igennem en omgang kemoterapi. I de sidste to år har det været i ro, ingen udvikling – alle har holdt vejret og håbede så inderligt at de måske havde fået slået det ned; men nej. Sidste uge gik det ned ad bakke igen, pludselig forsvandt førligheden i venstre side, og den akutte scanning viste ny aktivitet.

Læs om Grith og hendes artikel i Kræftens Bekæmpelse


I den kommende tid vil jeg skrive lidt om kommunikationen med børn, om de svære spørgsmål, opbakning fra offentlige institutioner og ikke mindst skolen og familie. 

Samtidig har jeg spurgt mig selv mange gange om det nu ar klogt at få børn om de omstændigheder - men jeg er ikke en type som fortryder. De unger er helt igennem fantastiske, og selvom udsigterne så dårlige ud, har hun overleveret statistikken flere gange.


Ca. 80 % af de diagnosticerende med ondartet(type 3) hjernecancer, dør inden for 5 år. Grith skal igennem operation igen, og samtidig vil man efterbehandle med ny teknologi - som tilsyneladende giver gode resultater. Helbredelse - hvem ved? September skal det ske, og selvom det fylder noget i hele familiens bevidsthed, fokuserer vi på at nyde dagligdagen. Personligt har jeg forsøgt at afdramatisere dialogen med ungerne, men været ærlig - og har ladet min afmagt skinne igennem. Har du været der, eller har et par gode input til hvordan man kan støtte sådan et par unger - så skriv en kommentar.

Så store, og alligevel så små.

Bedsteforældre skal tage medansvar

Fedmekurven er endelig knækket blandt børn, men sukkersyge og overvægt udgør fortsat et stort problem. Motion er kommet på skemaet i skolerne, cykelsalget er fortsat på samme niveau trods finanskrisen og forældrene er blevet bedre til at sætte grænser og tage ansvar.

Det halter dog fortsat gevaldigt med den ældre generation. De syntes fortsat det er flot når lille Gustav spiser op og han honoreres endog nogle gange med dessert når han nærmest har overspist. De gør det til deres ret at ”forkæle” børnene med dårlige vaner som senere skal give bagslag med sygdom, overvægt og manglende muligheder for udfoldelse.

Hvert tredje barn oplever at deres forældre bliver skilt, og det betyder derfor ofte at deres forældre møder nye partnere og derigennem stiger antallet af bedsteforældre. Som konsekvens af de mange sammenbragte familier, stiger antallet af fødselsdage, familieaktivitet og indtaget af uheldige madvare.

Den ældre generation synes at have påkalde sig retten til at stopfodre børn med usunde sager – og det er sammenligneligt med omsorgssvigt. Dødeligheden for overvægt er på niveau med rygning, og der er langt imellem bedsteforældre som giver sine 7-årige børnebørn cigaretter.

Mon mor som er 54 år, og farmor til fire børnebørn siger: ”børnene tager ikke skade af lidt usundt når de engang imellem er hos os, og så længe forældre og institutioner tager et ansvar, sker der ikke noget ved lidt søde sager.”

Her er jeg ikke helt enig:: ”jeg bliver ganske frustreret når hun gør mig til bussemanden i den situation og tvinger mig til at køre endnu strammere diæt når ungerne er hjemme – fordi bedsteforældrene ikke syntes de har et medansvar” 

Det må være på tide at den ældre generation tager et medansvar, det kan ikke være rigtigt at de på den ene side undrer sig over tendensen blandt samfundets børn, og samtidig sniger sig uden om ansvaret. Børnene skal bære samfundet videre, og det er ganske enkelt en bjørnetjeneste – ungerne bliver de” store” tabere.

Familie, Fritid og Bevægelse

Velkommen hertil. Nu skulle det endelig være - jeg har længe været fascineret af blog og jeg har så uendelig meget på hjertet. Selvom jeg har været blandt de hurtige IT drenge har jeg taget mig god tid før jeg begyndte at blogge.

Bloggen her er tiltænkt det samme som jeg ville skrive i en bog, nemlig en form for beretning, en historie om livets store og små udfordringer, en ærlig og direkte kommunikation om mit liv og de udfordringer som jeg har mødt.

En levende biografi, hvor jeg både tager stilling til sundhedsmæssige udfordringer, personlige problemstillinger og ikke mindst deler mine sejre.

Det skal være inspirerende for dem som læser, og det er samtidig også en måde for mig at få kommunikeret nogle af de emner som mange spørg til. Jeg gør det for at få debat, blive inspiration og ikke mindst for at inspirere andre.

Temaer som jeg blandt andet brænder for at berette og debattere:

• Overvægt og bevægelse hos børn.
• At bringe familier sammen med børn, og alle de spændende udfordringer det giver.
• Iværksættere, forretning og vælge familien til og fra.
• Personlige bedrifter og finde motivation til de store bedrifter.
• Den svære tid med børn, når mor er syg af kræft.

Følg med, debatter, del og skriv hvis du har noget på hjertet - jeg ville elske at høre fra dig.