Hvad siger man til sine børn når lægerne siger mor skal dø af cancer? Hvad nu hvis de kan helbrede - hvordan håndtere man hele den situation.
Det er ikke nyt for os, fordi hun var allerede diagnosticeret og opereret inden vi fik børn - og selvom lægerne ikke anbefalede os at få børn, trodsede vi anbefalinger og satte to knægte i verden.
Det er ikke nyt for os, fordi hun var allerede diagnosticeret og opereret inden vi fik børn - og selvom lægerne ikke anbefalede os at få børn, trodsede vi anbefalinger og satte to knægte i verden.
Mange mennesker spørg hvordan det er at være far og skulle forklare sine børn, at deres mor er kræftsyg. Grith som er min ekskone, lider af en uhelbredelig hjernecancer. Og hun er blevet opereret 3 gange siden 2002, og været igennem en omgang kemoterapi. I de sidste to år har det været i ro, ingen udvikling – alle har holdt vejret og håbede så inderligt at de måske havde fået slået det ned; men nej. Sidste uge gik det ned ad bakke igen, pludselig forsvandt førligheden i venstre side, og den akutte scanning viste ny aktivitet. Læs om Grith og hendes artikel i Kræftens Bekæmpelse
I den kommende tid vil jeg skrive lidt om kommunikationen med børn, om de svære spørgsmål, opbakning fra offentlige institutioner og ikke mindst skolen og familie.
I den kommende tid vil jeg skrive lidt om kommunikationen med børn, om de svære spørgsmål, opbakning fra offentlige institutioner og ikke mindst skolen og familie.
Samtidig har jeg spurgt mig selv mange gange om det nu ar klogt at få børn om de omstændigheder - men jeg er ikke en type som fortryder. De unger er helt igennem fantastiske, og selvom udsigterne så dårlige ud, har hun overleveret statistikken flere gange.
Ca. 80 % af de diagnosticerende med ondartet(type 3) hjernecancer, dør inden for 5 år. Grith skal igennem operation igen, og samtidig vil man efterbehandle med ny teknologi - som tilsyneladende giver gode resultater. Helbredelse - hvem ved? September skal det ske, og selvom det fylder noget i hele familiens bevidsthed, fokuserer vi på at nyde dagligdagen. Personligt har jeg forsøgt at afdramatisere dialogen med ungerne, men været ærlig - og har ladet min afmagt skinne igennem. Har du været der, eller har et par gode input til hvordan man kan støtte sådan et par unger - så skriv en kommentar.
Så store, og alligevel så små.
Ærlighed - selv om den kan være svær, og så en god hverdag med forældre/voksne der har det godt med sig selv, kærlighed, kærlighed...
SvarSletDet vil helt sikkert komme til at præge dem - men hvis de ellers har en god opvækst og en god barndom så er jeg sikker på at de bliver mindst lige så gode som de fleste af os :)
Kære Gorm. Jeg har ingen erfaring ift. til at tale med børn om svære ting men det lyder som en sund og ærlig måde I gør det på. Jeg sender masser af tanker I jeres retning. Kh Stine
SvarSletHej Gorm Min elskede mormor havde et meget langvarigt kræftforløb, som tog livet af hende. Jeg fik først beskeden forholdsvist sent, og var måske 10 år på det tidspunkt. Jeg tror egentlig, det havde været bedre, hvis jeg bare havde fået besked med det samme. Det som betyder noget, er at man kan støtte sig op af de voksne, få talt det igennem osv., så der ikke flyver en masse mærkelige tanker rundt i hovedet på en.
SvarSletHej Gorm
SvarSletDet aller vigtigeste i kan gøre er at fortælle sandheden omkring mors situation således at de forstår det, men hele tiden med det i tankerne at børn forstår det i siger ud fra deres egne erfaringer. Børn under 8-10 år forstår ikke at døden er uigenkaldelig. Det er vigligt at de får lov til at udtrykke sig og fortælle om deres følelser omkring det at have en kræftsyg mor. Da jeg mistede min mor som 10 årige, var jeg ikke blevet det mindste informeret om at hun ville dø af sin sygdom(kræft) og det sværreste er nok at jeg ikke fik muligheden for at tage ordentlig afsked med hende. Der er jo rigtig mange ting involveret når en forældre er dødelig syg. Du skal tage stilling til situationen lige nu og her, dine egne følelser og sårbarhed omkring det, men også til hvordan livet vil se ud hvis det værst tænkelige sker.
Det gør mig ondt at i skal dette igennem og mine varmeset tanker går til jer:-)
Knus fra Kamilla