Sider

onsdag den 9. november 2011

Endelig fred


Grith fik fred kl. 20:15 her til d. 6 november 2011. Der er bisættelse tirsdag d. 15. november kl 12:00.


Vinderød Kirke
Kirkevej 6
3300 Frederiksværk


Tak for alt. 38 år.
1973-2011


Familien var samlet og vi havde fået taget afsked.

søndag den 6. november 2011

Det sidste farvel


Opkaldet kom igår kl 19:00. Grith er bevidstløs, er blevet indlagt. Lægen siger: Det er spørgsmål om timer, mere end det er et spørgsmål om dage." Efteråret er kommet.

Efterår


På 3 uger er det bevæget sig betragteligt nedad, fra velfungerende - til hovedpine, dårligere tale, og behov for hjælp til de mest basale ting som toiletbesøg osv. Drengene har accelererende oplevet at deres mor er blevet mere syg og det har været nemmere at tale om hendes sygdom.

Men igår skulle jeg fortælle dem at det var nu. Nu de skulle sige farvel, nu de skulle kramme hende en sidste gang, nu de skulle gemme de bedste minder. Vi besøgte hende i aftes, og inden havde vi stoppet på en parkeringsplads. Krammet og grædt sammen i 20 minutter, og jeg havde sagt hun skulle forlade dem. Lægerne vil ikke gøre mere, så de giver hende morfin for at slappe af.

2004


Det var én af de stærkeste oplevelser jeg har haft i mit liv. At stå med med vores to drenge, og kigge på den kvinde som er deres elskede mor; og skulle sige farvel. At rumme deres sorg.


Hun er ikke død endnu, men vi venter at få besked indenfor de næste par dage. Måske besøger vi hende en sidste gang, hvis drengene får lyst igen.

mandag den 26. september 2011

Takkekortet

Kære venner, familie, bekendte, kollegaer og alle jer andre,

Tak for et fantastisk bryllup, tak fordi i ville dele vielsen og dagen med os. Ewa og jeg har det fantastisk, og det var os en fornøjelse at få lov at bekræfte vores kærlighed foran vores nærmeste.



Vi har sammen smidt en lille billedeserie sammen af vores store dag, og vores rejse til landet hvor Ewas far kommer fra.





Og ikke mindst tak til Ewa for at jeg får lov at være en drengerøv og eventyrer – selvom vi er på bryllupsrejse sammen.







søndag den 17. juli 2011

Kan jeg løfte byrden?

Grith har fornyet aktivitet i hjernesvulsterne og det er ellers gået godt siden 25. oktober, hvor jeg skrev at under 10% overlever. Behandlingen har været velfungerende, sygdomsudviklingen har været stillestående siden, men nu er det begyndt at tage fornyet styrke.


Måske tynder det ud i optionerne? Ihvertfald er tilbagemeldingen at der er 4 * 2 ugers behandling med avastin og kemo. Efter de 8 uger, ser det lidt tyndt ud med muligheder.

Måske vil man overveje et nyt kirurgisk indgreb?

Det sidste kirurgiske indgreb havde svære komplikationer, det medførte lammelse, talenedsættelse mv. Stråling har været prøvet, og det kan man kun én gang. Kemo er givet i store mængder og virkningen aftager. Kirurgi er sidste mulighed, men det kræver vævet er afgrænset, og umiddelbart er det ikke tilfældet.


Hvad så om 8 uger? Vil det gå stærkt eller kommer der nye muligheder?

Grith 2003



Underordnet af udsigten er Grith livsglad og har mod på livet. Blandt andet har hun lige erhvervet sig et nyt sommerhus og istandsat det. Hun er 100% sikker på at hun skal leve til hun bliver gammel, og måske er jeg bare pessimist?




Med hendes indstilling skal hun ihvertfald nok out-performe de trælse statistikker, men hvor længe kan man holde skansen?


Personligt er jeg begyndt at forberede mig på at det nok ikke bliver ved for evigt og tidligere er nok mere realistisk end senere. Det bliver en stor opgave. Kan jeg mon løfte den?

tirsdag den 21. juni 2011

At lande

Så blev det endelig tid til ferie. Tre uger i auto-camper i Østrig. 7 CUBE cykler på bagsmækken, bedsteforældre og arbejdet er lagt der hjemme.

Der er altid en transitions periode til at forlade arbejdet og madpakkerne. De første dage går altid med at falde til ro, at slippe de løse ender.

Men jeg er landet!



Det kan være ganske stressende at rejse 1200 km med tre unger og en hundehvalp - men vi klarede turen til Østrig over 2 dage.

Fire destinationer skal besejres, der skal cykles og leges. Vi skal holde ferie, og samtidig har jeg påtaget mig et lille job som skribent for austria.info. Følg lidt med på facebook..

tirsdag den 24. maj 2011

En knækket mand

Hvordan går det når man søger fra ét område til et nyt? Sportsligt har jeg haft en del god succes, og følt mig stærkere for hvert år. Samtidig har jeg været i personligt kaos og haft et kæmpe behov for at dyrke ekstremsport.

Måske har sporten været min redning i de svære perioder?

Fik min medalje


I hvert fald er det helt tydeligt – i takt med at der indfinder sig stabilitet i min rolle som forældre, i mit kærlighedsliv, min bolig og mit arbejdsliv - ja så er behovet for ekstremsport faldet.


Men det er ikke kun nemt at komme i balance, for sporten og ikke mindst mine resultater har været hele min identitet. Nu løber jeg 3:40 i en marathon som en hvilken som helst anden god motionist.

God motionist klinger ikke rigtigt, men for at noget kan være ekstremt er der noget andet der IKKE kan være. Og i de roller som jeg udfylder lige nu, er der ikke noget andet som ikke kan være.

I min lille dokumentar fra Københavns marathon i weekenden, fortæller jeg at alt under 3:20 er en falliterklæring. Et produkt af fra- og tilvalg. De rette for mig, men stadig en proces at acceptere.


fredag den 22. april 2011

Nye ambitioner

I helligdagene tager jeg mig altid en god tid at overveje mine ambitioner; og jeg har overvejet at forfølge denne sport med større ildhu – end noget andet jeg har lavet tidligere.



Se hvordan jeg allerede ligger iblandt toppen af poppen!

onsdag den 20. april 2011

Vores engel

Hvad sker der med de familier som er i risikozonen for at gå totalt i stykker på grund af sygdom?

I Roskilde kommune tilbyder man rådgivere til særligt udsatte familier. Det gælder både forældre og børn. Hvis jeg skulle nævne én ting (ud over de nærmeste) som har været afgørende i at overleve kaosset omkring ungernes mor sygdom, har det været familiecentret.

Engel


Anner Hammer er socialrådgiver og finansieret alene af offentlige midler. En foranstaltning der skal støtte en udsat familie igennem en krise. Konkret handler det vel om at reducere den finansielle risiko, og at det statistisk set er billigere at handle tidligere.

Ikke desto mindre fungerer denne rådgivning! Anne har været vores engel, månedligt taget en snak med mig og Ewa om det at være forældre til børn hvor mor er syg.

Det er tankevækkende, men halvdelen af tiden går på at diskutere de konkrete udfordringer med ungerne, som formentlig er på niveau med alle andres børns udfordringer – mens den anden halvdel går med at diskutere hvordan man håndtere alle de voksne som SER problemer fordi de kender historien.

Smerte er et vilkår


Det tema kommer jeg til at berøre igen – sætter du nogle (børn/voksne) i bås, fordi de har oplevet noget traumatisk? Måske er det i virkeligheden dét som gør dem syge?

lørdag den 16. april 2011

(mis)brug

Det er nye tider i mit liv. Efter 6 måneder hvor erhvervslivet har været ganske dominerende igen; trænger refleksioner sig på. Tiden efter 7 år med elitetræning føles rar. Det føles sundt at lade kroppen på lidt fred, og ind i mellem overvejer jeg om det kan sammenlignes med et misbrug.



Men gennemlever man en svær periode i sit liv kan man være frustreret, trist, deprimeret – og de fleste af os vil vælge en adfærd som har til formål at distance de svære tanker. Jeg vil dog advokere for at fysisk træning er et af de bedre valg.

Men der er lighedspunkter. Se WHO’s definition af misbrug; måske du bruger noget overdrevet? Er der et bedre alternativ?

Misbruger ifølge WHO

Ifølge WHO´s definition er »en misbruger den, der indtager et givent rusmiddel i et
sådant omfang, at vedkommendes afhængighed fører til:

  • mærkbare psykiske forstyrrelser
  • nedsat fysisk sundhed
  • ødelagte menneskelige relationer
  • og manglende evne til at fungere socialt og økonomisk«.
Afhængighedssyndromet ifølge WHO

Rusmidler skaber afhængighed. Diagnosen afhængighedssyndrom benyttes, når en person i
sin adfærd opfylder de kriterier, som fremgår af diagnosesystemet ICD-10
(»International Classification of Deseases«), der er udarbejdet af Verdens Sundheds
Organisationen, WHO.

En person lider af et afhængighedssyndrom, når 3 eller flere af følgende kriterier
har været til stede inden for et
år:

  • trang
  • svækket evne til at styre indtagelsen, standse eller
    nedsætte brugen
  • abstinenssymptomer eller indtagelse for at ophæve eller
    undgå disse
  • toleranceudvikling
  • dominerende rolle med hensyn til prioritering og tidsforbrug
  • vedblivende brug trods erkendt skadevirkning




Disse to fyre i toget havde jeg et brændende ønske om at give et bedre alternativ – men har vi ikke alle lysten til at forsvinde ind i mellem, der er blot forskel på hvordan vi gør det.

fredag den 1. april 2011

Computerspil gør dig sindssyg

Artikel fra Politkken, Gorm 15 år

Førstegenerationsnørd, totalt tabt bag en skærm. +30 timers solid computerspil om uge, da jeg var barn. Nordisk vinder af Scandinavian Mighty One, og flere gange vinder af DM. Sindssyg – nej, men måske blev min elitære grundholdning skabt bag skærmen.



Spillet var Quake, og senere konverterede jeg til Counter Strike – og her lykkedes det at være blandt top 3 i Europa, men så vandt kvinderne og karrieren indpas. I dag er det blevet en E-sport Danmark, og de dygtigste lever af at spille computer.

Med computerspil kom en grundlæggende forståelse af teknologi, Internet, chat, båndbredde, Windows og hvad der ellers hørte til. Det dannede senere grundlag for en spændende karriere.

Hvad nu? Mine 3 drenge spiller nærmest døgnet rundt, de ligger ca. Nr. 200.000 ud af 10 mio., og er uden tvivl ”fanget” i følelsen af at være god til noget. Skal de have lov at udvikle potentialet 100%, med den risiko at de ikke ved hvad forskellen på en hest og en ræv er – eller skal de begrænses?

Drengenes verden - Modern Warfare 2


De skal have lov; med et par simple regler omkring det at spille.
- Oprigtig interesse fra forældrene (læs: mig) i denne verden
- Sovetider skal passes
- Mindst 1 times fysisk bevægelse hver dag
- Lektier og venner først
- Kun FRIT spil, hvis spillet er med andre mennesker (multiplayer)

Det betyder de spiller ALT det de vil, men kun spil som understøtter at de kan blive professionelle. Hvis de vil spille Super Mario Bros, så er der grænser.

torsdag den 24. marts 2011

Livet i en spillehal

Bare én gang mere - måske er vi heldige denne gang? Det lykkedes mig at skyde denne film i Las Vegas.




Rigtigt, der sker intet. Livets totale meningsløshed bliver eksponeret for fuld skrue når man besøger Las Vegas. En hel by med tidsfordriv, underholdning, fest og farver. Spil om penge er en interessant tanke. Drømmen om at få meget, for en meget lille indsats tiltrækker os vel grundlæggende som mennesker.


Personligt har jeg de samme drivkræfter. Kan man gennemføre en god hushandel i et stigende marked, købe aktier på dette tidspunkt, vælge en karrierer profil som har stor værdi. Alle områderne handler om at profitere maksimalt af indsatsen, men forskellen er nok at man har/føler at man har større indflydelse på oddsene.


I mit professionelle liv har jeg lige besøgt Las Vegas igen. Har været der flere gange på konferencer. Selvom jeg har en trang til at fordømme stedet og deres mennesker, må jeg blot betragte det som et udtryk for vores natur. Vi har det nok alle i os.


Finalen


Personligt er jeg ikke den store gambler, men deltog trods alt i en Poker turnering med 50$ indskud, og blev nr 2.

onsdag den 16. marts 2011

De nye rammer

Det var aldrig en nem beslutning at trække sig fra sygdom til Grith, og etablere et nyt liv. Det tog flere år at acceptere det dybt inde i mig selv, og det kostede nogle turbulente år.


Men beslutningen var rigtig, og jeg vil altid anbefale andre i samme situation at gøre det samme. Er du pårørende til en dødelig syg, og processen er lang og sej – kan det være en nødvendighed for børnene, dig selv og dit øvrige liv. Grith og jeg har bibeholdt en stærkt relation og jeg føler mig stærkere end nogensinde til at støtte, være far – også når udsigterne er nedslående og håret faldet af.


Min drøm var at skabe nogle nye rammerne for ungerne, men det tog langt længere tid end jeg havde forventet – at blive mentalt klar til at komme videre.




Min ventil til at håndtere mine kvaler og ikke mindst de modsatrettede tanker, var at dyrke idræt. Ekstremt idræt, og jeg havde brug for at træne mange timer om dagen. Det bragte mange spændende eventyr, oplevelser og relationer; men min krop blev til et redskab for at håndtere frustrationen.
Pludselig er motivationen eller lysten at skulle være så fraværende fra mit sind forsvundet – løbeturene er blevet korte, håndvægtene lidt mindre, cykelturene forbeholdt det gode vejr.

søndag den 6. marts 2011

Giftemål

Ewa og jeg skal giftes, og hvor jeg dog glæder mig. Det er med en stor ro at jeg har truffet den beslutning.


Ewa og jeg har lært hinanden at kende mens tingene var svære, men selvom livet var hårdt, nød vi hinanden og udviklede et stærkt forhold.






Thomas Willer som er en ung frisk præst skal vie os i Regen kirken i København d. 13 august 2011. Thomas har både for mig og vores forhold været til kæmpe inspiration, og Thomas taler om spirituel udvikling på et niveau hvor selv den mest vestlige målfokuserede iværksætter kan være med.


Vi glæder os til at dele vores ægteskabspagt med venner, familie og bekendte.


Kirken danner perfekt ramme for at tale om vores forhold og fremtid, og jeg glæder mig til at prædike ☺ - Thomas har lovet jeg får lov.


Det ville være skønt at se jer alle i kirken. Når vi har fastlagt tidspunktet skriver jeg igen, men vi regner med at det bliver kl. 14:00.

lørdag den 26. februar 2011

30 år, status på voksenlivet

Ind i mellem føler jeg mig som én på 60 år, mit korte liv har budt mig uendelige mange oplevelser. De fantastiske øjeblikke, eventyr, kærlighed og dyb sorg.


Først vil jeg takke alle de mennesker som har hjulpet mig igennem krisetiderne i 20’erne – der var af flere omgange brug for opbakning, omsorg og støtte; og takket være et seriøst stærkt netværk er jeg kommet styrket ud på den anden side.


Gorm Eriksen, 30 år




Voksen? Jeg er klar til noget som føles som et nyt kapitel. I en afklaret jobsituation med udsigt til en langvarigt samarbejde med nye kollegaer, hus som ikke er dyrere end at jeg kan klare endnu mere finanskrise og en kæreste som jeg skal giftes med. Ro på alle fronter, i hvert fald så meget ro som jeg ønsker, for at kunne involvere mig i krævende projekter.


Tak for alle de dejlige lykønskninger – glæder mig til meget mere børn, eventyr, kærlighed og forretning.

torsdag den 9. december 2010

Tilbage i rampelyset


Tilbage hvor de fleste kender mig bedst. I jakkesættet med stærke relationer til landets største virksomheder. Både som strateg og som ansvarlig for at hjælpe kunderne med at få maksimal værdi ud af deres Microsoft investeringer.



Efter mine 9 år som stifter, konsulent og direktør blev det sidste sommer tid til at forlade Installers A/S. Det har været en fantastisk rejse, og jeg er glad for alle de erfaringer som er kommet igennem årene.

Efter et år med forskellige spændende aktiviteter har jeg fået afprøvet mine kompetencer i andre brancher, og det har været ganske spændende og udfordrende. Men nu er jeg startet hos Globeteam A/S. Globeteam er blandt Danmarks absolutte elite indenfor hardcore IT consulting, og jeg skal støtte deres teams i at vokse og skabe nye kunderelationer.

Mit projekt ProAdventure med holdet og Per Jessen fortsætter, men har taget form som et professionelt sportshold og fokuserer ensidigt på at skabe rammerne for nogle af verdens bedste atleter. Der vil jeg fortsat have en stor rolle som atlet og med fokus på eksponering og sponsoraftaler.